Dage som idag….

Sådan lidt i forlængelse af meget fine og ærlige indlæg hos Marie Marolles og Lortemor, som jeg har læst med stor respekt, og specielt på grund af dage som idag, er nok grunden til at jeg virkelig godt kan sige højt at Molly My med stor sandsynlighed skal være et enebarn!

Jeg ELSKER den lille pige helt op til himlen og tilbage igen og endnu længere også, det skal aldrig betvivles. Jeg elsker virkelig at have den lille trold løbende rundt, jeg elsker at hun smiler, griner og kalder på os, moooor, faaarrr og KOM MED….

Hun er skøn, fuldstændig fantastisk og enormt elskelig… Det er hun, jeg ved godt at alle mødre har det sådan med deres børn, men jeg syntes fandme (undskyld) også at det er hårdt, specielt på dage som idag hvor hun har været møg syg, helt slap og har grædt og kigget på mig med våde øjne der har sagt, hjælp mig mor, det gør ondt.

Molly My er ikke et planlagt barn, hun er et “hov, jeg er sgu gravid” barn, men et vi dog sammen besluttede at vi da skulle have nu hun “var der”, jeg tror nemlig aldrig jeg er sådan en der ville vågne op en morgen og tænke, så nu er jeg klar til at få et barn, der ville altid være noget der kom  i “vejen”.

Men derfra og så til at få et mere, der er virkelig langt. Jeg syntes det er hårdt, det var en meget hård vinter sidste år med rigtig meget sygdom efter vuggestuestart, det var rigtig hårdt at opleve alt det bideri i vuggestuen i sommers og så var det rigtig svært at få alle ender til at mødes da jeg stadig arbejdede, uden enten konstant at have dårlig samvittighed overfor arbejdet eller Molly My.

Det hele bliver lettere og lettere, hun kan jo meget mere selv og er ikke så afhængig af vores hjælp og skal ikke underholdes hele tiden, men alligevel så ligger der et enormt stort bekymrings pres, bekymringer om store og små ting hele tiden, og det stopper vel aldrig?

Og så tænker jeg faktisk også at en søskende vil tage tid fra hende, tid jeg ikke har lyst til at der skal forsvinde fra den tid vi har sammen nu, jeg nyder virkelig at have hende tæt på mig og det kan jeg jo ikke hvis der skulle være en lillebror/lillesøster “i vejen”. Og så selvfølgelig det faktum at jeg aldrig skal føde igen! (Burde måske skrive om min fødsel en anden dag, selvom det bestemt ikke er en solskins historie).

Jeg ved godt at et kejsersnit er en mulighed, men altså der er vel ikke noget galt med at være enebarn?

Nå, det var lige lidt tanker efter en hård dag, lige nu ligger hun og sover min lille seje pige, som hele dagen har har kastet op, også selvom jeg virkelig har styret hendes væske indtag gennem en lille sprøjte med Revolyt.

IMG_4427

Vil du se meget mere Bastabum? – Så kan du følge bloggen på Bloglovin, Facebook og Instagram.

INDLÆGGET KAN INDEHOLDE AFFILIATE LINKS

21 Comments
  1. Jeg synes absolut ikke at der er noget i vejen med at være enebarn! Efter min mening, er det helt afgørende, at man overvejer hvad der for lige netop ens egen familie er det bedste. Både hvad der er overskud til, men også hvordan man gerne vil være forældre. For der er jo slet ingen tvivl om, at der bliver mindre tid til den store når nr 2 kommer. Og synes man så at det er godt for den store at lære ikke at være verdens navle, at få en at lege med osv, eller synes man dybest set at både barn og voksen mister noget vitalt ved ikke at kunne have så meget kvalitetstid sammen?

    Som du jo godt ved, er jeg sådan en der gerne vil have flere børn. Men det betyder ikke, at jeg ikke ca hver dag tænker, at \”så kommer der sådan en dum unge og tager min tid med det bedste barn i verden\”, fordi jeg jo slet ikke kan forestille mig at kunne elske et andet menneske lige så højt som jeg elsker Aske. Men resultatet bliver alligevel altid, at det rigtige i vores familie er at få minimum ét barn mere. Vi er jo også nogle helt andre mennesker end jer, med et helt andet liv.

    Nå, men pointen er, at jeg sagtens se hvorfor Molly skal være enebarn. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at skulle der kommer en to\’er ved endnu et smut, ville I også være fantastiske forældre under de vilkår. Men heldigvis lever vi i en verden, hvor vi mere eller mindre selv kan vælge hvor mange børn vi skal have, og det er dejligt!

    PS, hvis du har lyst til at dele, synes jeg at en fødselshistorie ville være spændende!

    1. Tak Mette! Fin og dejlig kommentar. Og selvfølgelig skal Aske da ikke være enebarn… 😉 Og skal nok fortælle om den fødsel en dag enten her eller et andet sted 🙂

  2. Stærkt indlæg!
    Synes endda at sådanne indlæg er nødvendige her i blogland. Virkelig nogle gode tanker du deler med os.

    Håber Molly My har fået det bedre,
    Kh Lou

  3. Jeg har altid gerne villet have to børn, men havde det fuldstændig ligesom dig de første 2 år af lille C\’s liv, fordi jeg også syntes, det var ekstremt hårdt. Men pludselig gik den følelse over, sikkert fordi det netop bliver nemmere og nemmere, efterhånden som ens barn bliver ældre. Og ja, nu skal jeg jo føde nr. 2 i næste uge 😉 Til gengæld skal jeg HELT sikkert ikke have flere derefter 😀

    1. Tak Manja, det er dejligt at du skriver, så er jeg ikke ene om at have det sådan. Glæder mig til at se meget mere fra dig i næste uge <3

  4. Jeg har det på mange punkter som dig. Oline var dog helt igennem planlagt. Hvad jeg dog ikke havde planlagt var hvor hårdt det var at blive mor. Oline var absolut ikke noget nemt barn, og hang på mig 24 -7 de første 6 måneder (ja måske ind da 12 måneder) af hendes liv. Forsvor at det ville jeg ALDRIG gøre igen. Desuden har jeg det ligesom dig, elsker det lille væsen helt op til himlen og kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle gøre plads til en til. Desuden er jeg panisk angst for at skulle føde for tidligt igen. Det vil jeg simpelthen ikke byde Oline at mor skal være indlagt med en lille ny i længere tid.

    Men jeg må indrømme som tiden går så læges alle sår, og det meget svære tid er ved at komme på afstand, og jeg kan nu lige pludselig nogle gange forestille mig at få en til, og andre gange så er det bare nixen bixen.

    Så her på matriklen har vi ikke besluttet noget endnu, men der er absolut ikke noget galt med at være enebarn, og det er da nok også det Oline ender med at være.

    1. Tak Camilla <3 Jeg er spændt på at følge med i hvad det ender med hjemme hos jer! Jeg bemærkede også at du skrev noget med en lillebror/søster i dit FUB indlæg 😉

    2. Ja leger lidt med tanken en gang i mellem. Men indtil videre er det kun blevet ved tanken, bare lige så vi ikke sætter rygter i gang :-). Og måske bliver det aldrig mere end til tanker. Er jo heller ikke helt ung længere :-).

  5. Hej.

    Jeg vil gerne fortælle ud fra egne erfaringer at jeg er enebarn. Det kan være rigtig, rigtig svært at være enebarn. Først og fremmest er man alene uden søskende. Dvs at det man lærer gennem søskende, skal man lære gennem legekammerater og senere venner. Det der med at slås for sjovt, sige grimme ting, hade/elske hinanden, skændes etc, det kan man bare ikke på samme måde med en kammerat, som med en søskende, men den STORE forskel er at en søskende ikke forsvinder fra ens liv uanset hvordan man opfører sig, men det gør en ven. Så man lærer at tilpasse sig de ydre omgivelser. Det andet er at vokse op alene med forældre gør, at man en dag også er den eneste til at tage over. Og følelsen af dårlig samvittighed etc er større, da der ikke er andre end en selv til at tage over, dele med. Det tredje er at man som enebarn ikke har mulighed for at give sine egne børn fætre og kusiner (på sin egen side). Derudover er der utrolig meget fokus på enebarnet fra forældrene, da der jo ikke er andre børn. Det kan være både godt og skidt (her menes forventningspres etc.)
    Det jeg vil sige med det her er, at det ikke altid er lykken at være enebarn. Og kunne jeg have fået lov til at vælge, ville jeg til hver en tid have ønsket en søskende!

    mvh
    piximaxi

    1. Tak Piximaxi,

      Det giver rigtig fin mening det du siger, jeg har faktisk selv 5 søskende, som jeg bestemt har været glad for, men alligevel så trækker \”enebarn\” delen meget i mig, i forhold til vores situation her hjemme. Men tusind tak for dine tanker 🙂

  6. Jeg kommer i øvrigt pludselig i tanke om, at jeg kender en, for hvem det var så vigtigt at have et enebarn (både fordi det er hårdt, og fordi hun synes det er sådan man får den bedste barndom), at hun fik to børn med 10 års mellemrum. Helt med vilje og med samme mand. Sådan kan man jo også gøre det. Pointen er, igen, at vi alle simpelthen må føle efter hvad der føles rigtigt netop hjemme hos os. Og så kan det åbenbart nogle gange føre nogle sjove historier med sig 🙂

  7. Hvis du ikke har lyst til at udgive en vanskelig fødselsberetning på eget domæne, så siger du bare til 🙂

    Jeg kender et sted (host, host – mit eget) hvor disse sager modtages med kyshånd og læses flittigt! Min egen er f.eks stadig i toppen af mest læste, og der er på en måde plads til den slags hos mig.

    Det er og kan være en anelse privat at give sig i kast med den slags. Først og fremmest fordi man ikke har i sinde at skræmme andre fødeklare kvinder – men jeg synes sgu lidt at det er et must at berette om den slags, så andre i samme situation har noget at Google sig til, fremfor de perfekte og helt-efter-bogen fødsler, for dér kan man godt føle sig en anelse alene.

    1. Tak Trine, det tænker jeg lige over…. Har faktisk en gammel kladde liggende fra en dag jeg var modig og begyndte at skrive. Og du har HELT ret, det er vigtigt ikke kun at høre om de gode situationer, for så kan man jo virkelig blive overrasket hvis ikke ungen lige popper ud på en time ik? 😉

  8. Stakkels lille MM. Sygdom kender vi bestemt godt herhjemme. Men både Kæreste og jeg er enige om, at der gerne må komme en 2\’er. Og måske endda en 3\’er også. Fordi søskende kan være træls og irriterende, men også helt fantastiske og fordi man har en at rotte sig sammen med, når de voksne er dumme. Og fordi det er det rigtige for os.
    Det er vel hovedsagen? At vælge det rigtige for éen selv. Men jeg tror Manja har ret, og det bliver mindre hårdt, når den første bliver lidt ældre. Det er i al fald det, jeg hører fra mine venner.

    1. Jeg tror aldrig at sygdom og bekymringer bliver mindre bare fordi der kommer en mere? Men du har nok ret i at det bliver lettere når de er ældre og selv kan, dog har jeg jo aldrig syntes det har været hårdt at have MM på den måde. Men fedt med en nr. 2 og 3 for jer 🙂

  9. Al respekt for din holdning. Kan sagtens forstå dine tanker:)

    Jeg troede ALDRIG at jeg kunne elske et andet barn ligeså højt som A. Det var komplet uforståeligt helt indtil fødslen af K. Jovist ville jeg elske nr.2, men kunne man virkelig elske nr.2 ligeså højt som nr.1?! Svaret er JA! Det er simpelthen for vildt at man kan rumme så meget kærlighed, men det kan man. Og sikkert også til mange flere!
    Den opmærksomhed man føler at man tager fra nr.1, får nr.1 igen i massevis når nr.2 bliver bare 6mdr(og ældre). Søskendekærlighed er fantastisk at opleve- de har bare en connection man ikke kan forstå. OG… så bliver de altså virkelig meget selvstændige efterhånden. A bliver snart 5, og allerede når de når 4år har de ikke det samme behov for opmærksomhed fra deres forældre som da de var helt små. Og jo, bekymringer m.m. bliver meget mindre med nr.2 end med nr.1;)

    Dette var ikke for at overbevise dig om at ændre mening eller lign, slet ikke, bare for at fortælle det fra en mor til to\’s synspunkt;)

  10. Vi er forældre til en skøn dreng på 8 år, vi valgte da han var 1 år at han skulle være enebarn, stoppe mens legen var god, det var ikke en hård fødsel, det var ikke et hårdt første år, men et ønske om en hverdag med masser af overskud (også økonomisk) og en masse ressourcer til at være der 100% for vores søn, muligheden for at bakke ham op i alt, vi har overskud til at deltage i alt, forældreråd, fodboldkampe, svømmestævnet, osv., osv., og vi har også tid til os selv sammen og hver for sig – det er den bedste beslutning for os vi har taget. Og det at give sit barn søskende, er ikke det samme som at give sit barn livspartner, alle ved hvor meget skidt der kan opstå i familier.

    hårdt første år, det var mere et ønske om

Leave a Reply

Your email address will not be published.