Dyreparken i Kristiansand, Norge

Forrige weekend var vi inviteret til Kristiansand i Norge for at besøge Dyreparken, og sikke en weekend 🙂

I har måske fulgt lidt med på Instagram på min eller blog kollegaers profiler, se mere på #dyreparkenblogevent,  men vi skal altså have lidt flere ord med, for det er et sted der absolut er et besøg eller flere værd.

Lidt praktiske oplysninger:

Man kan flyve fra Kastrup til Kristiansand på cirka 1 time eller man kan sejle fra Hirtshals, hvis man kommer fra Jylland 🙂

Det er ikke “bare” en Dyrepark, selvom navnet måske kunne sige det, men et kæmpe “land” som indeholder 2 parker, en dyrepark med stort forlystelses område, Hakkebakkeskoven og Kardemomme by. Derudover er der også et stort og helt nyt badeland.

Man kan købe billetter til dem begge eller separat. Der er mere end til en enkelt dag, vi havde omkring 2,5 dag og nåede faktisk ikke det hele.

Der er 3 muligheder for overnatning, hvis man vil bo midt i det hele, det er Abra Havn (sørøver hotel), Dyreparken hotel og Kardemomme by (ja man kan faktisk bo midt i den skønne by!).

Vi boede på det seje Abra Havn og blev vækket af sørøverne med kanonskud og musik, kæmpe oplevelse, ligesom værelserne var indrettet i sørøver tema med seje billeder og hængekøje på værelset.

Det meste er gratis når man er kommet ind, dvs. forlystelser osv. er gratis, skal man med til cirkus, morgenmad med sørøverne mm. koster det ekstra.

 

Billederne ovenfor er fra Kardemomme by, som simpelthen var så fint og hyggeligt. Der var et lille show med Kasper, Jesper og Jonathan, ligesom der var en hyggelig bager og alle de forskellige huse, som brand og politistationen, Tante Sofies hus og meget meget mere.

Efter Jesper var færdig som røver fik han sit eget cirkus, og har i mulighed for det, så køb billet til en forestilling. Det var så fint og hyggeligt, et lille 8 mands cirkus (uden dyr) bare hyggeligt og gennemført.

Se mere om Kardemomme by, lige her.

Molly My og jeg har været i biografen og se filmen med dyrene i Hakkebakke skoven, så den historie er hun helt med på, ligesom vi også har læst bogen. Derfor var det også specielt spændende at skulle besøge den del, og da vi ankom fik vi en gavepose med blandt andet kasket og hale. Molly My fik til Klatremus og andre børn (her på billeder Signe’s Vega) fik Mikkel Ræv, kæmpe hit!

Vi var rundt med et tog og så historien spillet som et lille teaterstykke (40 minutter), ligesom vi kom med bagom et andet sted og så hvordan filmen var lavet, den sidste del var meget fascinerende.

Se mere om Hakkebakkeskoven, lige her.

Og selvfølgelig har Dyreparken, også en park med dyr! Jeg skal være ærlig at sige at vi nåede ikke så meget af den del, udover en dejlig frokost med udsigt til dyr, se billederne ovenfor og så prøvede vi en sej rutsjebane, hvor vi blev ret våde, dejligt at solen hurtigt kunne tørre os igen.

Derudover var vi også i den store vandland, der er både indendørs og udendørs og både sjovt for store og små, her vil jeg også mene at man kan bruge en hel dag.

Jeg fik kun lavet lidt små film til min story, da kamera mest lå i tasken, men Mascha har lavet et fint indlæg også med billeder af vandlandet, lige her.

Det var en fantastisk weekend, også på den sociale del, jeg betegner jo mange af mine blogkollegaer som gode venner nu, og vi ses også i ikke blog relaterede sammenhænge.

Det er vildt hyggeligt også for Molly My som elsker alle hendes “ekstra” venner, hun hyggede specielt med Signe’s Vega, Mascha’s Hollie Nolia, Allan’s Ava og Smilla og Stine’s Bean, men også med mange af de andre børn! Så dejligt med de små venskaber 🙂

Lidt små glimt i film fra turen nedenfor (også en lille smule fra vandlandet)

 

Læs meget mere om Dyreparken og alle mulighederne, lige her.

 

Markeret som reklame, da vi var inviteret på presserejse.

Der er ellers ikke betalt for omtale.

 

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.