Seje Solomødre – Lærke Jedig

I husker måske mit indlæg fra igår, om seje solomødre? Ellers se/gense det, lige her.

Der er allerede mange skønne og seje mødre der heldigvis også syntes det er en god ide, at få brudt det tabu, der kan være omkring solomødre og derfor gerne vil være med.

Den første er Lærke Jedig, som jeg første gang mødte til en julefrokost til Bloggers Delight, med en lille Lilli på armen, fuld af overskud og glæde.

Lærke er super sej, tag godt imod hende her:

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Mit navn er Lærke, jeg er 22 år gammel, og jeg er “pensioneret blogger”.

Til hverdag bor jeg i hus i Næstved med min datter, Lilli My på snart halvandet år – og så læser jeg til Pædagog.

Hvornår fik du solo mor titlen?

Jeg gik fra Lillis far, slut September 2017. Men der gik dog et par måneder, før det blev officielt, og han flyttede.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Da det er mig, der er blevet boende i huset (tæt på Lillis dagpleje), bor Lilli hos mig. Vi har en 12/2 ordning. Lillis far har hende altså hver 2. Weekend.

Dels, fordi: Lillis far arbejder som tømrer, og skal meget tidligt op og altså ikke kan aflevere Lilli i dagpleje i hverdagen – og så fordi: Jeg læser til pædagog, og er af den overbevisning, at Lilli har bedst af at have én primær omsorgsperson, og én person, hun bor hos i hverdagen, så hun ikke bliver totalt overstimuleret og desuden har lettere ved at komme ind i en fast rutine, hvis hun har 12 dage til at ”tilpasse sig”, i stedet for kun én uge.

Lige nu forestiller jeg mig, at hun tænker sine weekender hos sin far som en ferie, hvor de har tid til at hygge sig helt vildt – og så når de at savne hinanden lidt, hvilket gør, at de har det vildt hyggeligt, når de ses.
Desuden bor Lillis far over en time væk fra os, så det gør det lidt mere kompliceret at ses.

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Den er rigtig god. Det er jo aldrig nemt i starten, men når man først får det på afstand, kan begge parter som regel godt se, at det at gå fra hinanden var en god beslutning. Jeg tror klart, Lillis far blev overrasket i starten – og selvfølgelig ked af det. Det var jeg også. For det var jo ikke, som jeg havde forestillet mig, da vi valgte at få et barn sammen.

Men når alt det praktiske med flytning og papirer, der skal skrives under er ordnet, bliver det hele lidt nemmere. Nu ringer jeg næsten til Lillis far hver dag og sender snaps og så videre, så han ikke føler, han går glip af for meget.

Hvad siger barn/børn til det hele?

For mig har det hele tiden været det vigtigste, at der ikke  er noget, som vi gør, som går ud over Lilli. For hun er den vigtigste person i hele det hér hurlum-haj. Og i mit liv, selvfølgelig. Selvfølgelig bliver det ikke nødvendigvis fedt for hende, at hendes forældre ikke er sammen, når hun bliver ældre.

Men sådan er der jo så meget, der ikke er fedt, og for at være helt ærlig, så havde hun heller ikke haft det fedt, hvis vi var blevet sammen, for hendes far og jeg er klart bedst hver for sig. Jeg har endnu ikke mærket en reaktion fra Lilli, men hun er også et meget udadvendt, glad væsen, som elsker mennesker omkring sig, og som har været vandt til at være med alle vegne, lige fra starten.

Hun har ikke haft brug for at jeg altid var der, eller skreget, hvis jeg gik. Det gør jo det hele meget nemmere! Jeg tror egentlig, det sværeste for hende var, at jeg var nødt til at stoppe med at amme hende, da hun jo skulle kunne være hos sin far en hel weekend ad gangen. Hun stortrives stadig i dagplejen, og så længe, hun har det godt, er jeg glad og tilfreds med min beslutning.

Hvornår er det sværest?

Nu forventer man nok et svar som ”Når min datter er hos sin far, og jeg skal undvære hende en hel weekend”. Men nej. Og det er slet ikke, fordi jeg ikke elsker hende, men fordi jeg også nyder at kunne tage til København, på dates, ses med veninder og feste. Jeg tror, det sværeste for mig, er, når jeg bliver mindet om, at jeg aldrig får en rigtig kernefamilie.

At jeg ikke kommer til at få mine børn med samme mand, og at Lilli aldrig vil få en helsøster eller bror.
Det er selvfølgelig også rigtig svært, at jeg har Lilli alle hverdage, hele måneden.
Det betyder nemlig, at det altid er mig der står med putning i hverdagene, aflevering og afhentning i dagplejen i hverdagene, mad, mine egne lektier, aftenbad, bleskift og så videre.

Heldigvis har jeg en vidunderlig familie, som seriøst altid er der for mig. Min mor, far og søster elsker – om muligt – Lilli, lige så højt, som jeg gør, og de gør alt, de kan, for at det skal blive for nemt for mig, som muligt.

Hvornår er det lettest?

Når du ser dit barn trives, og dermed bliver bekræftet i, hvor rigtigt, det hele er for jer. Når Lillis far og jeg kommunikerer godt, og jeg kan se, hvor meget, Lilli elsker os begge to.

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Jeg forsøger at ringe til Lillis far, hver gang, jeg hører, hun går rundt og siger ”Far”, og så inviterer jeg ham hjem på playdate med Lilli, cirka én gang om ugen. Så laver jeg mad til dem, mens de leger i stuen. Det tror jeg, Lilli elsker. Når vi alle tre er samlet og har det hyggeligt.

Hvad er dit bedste råd til til en anden solomor?

Hvis du er solomor, men dit barn har en far og besøger ham – uanset hvor lidt, eller hvor meget, så nyd den tid, du har. Drik en øl med vennerne, se Sex and the City og spis al det slik, du har lyst til, og nyd, du kan fylde hele sengen.

Og benyt dig af dine venner, din familie og dine veninder, hvis du har noget, du rigtig gerne vil, men ikke kan finde pasning. Jeg er sikker på, der nok skal være nogen, der vil elske at passe dit barn for en enkelt dag eller aften!

Hvorfor tror du at det stadig i år 2018 kan være tabubelagt at være solomor?

Personligt synes jeg, folks reaktioner på det kan være meget voldsomme. Man bliver altid mødt med rynkede bryn og en antagelse om, at det må være gået helt galt mellem far og mor, siden ”man var nødt til at nå helt derud”.

I min situation er det jo netop, derfor, jeg gik fra Lillis far. For ikke at nå derud, hvor man havde lyst til at skære hovederne af hinanden, eller aldrig at kunne se hinandens ansigter igen og ikke kunne kommunikere om det vigtigste i vores liv – nemlig vores datter.

Jeg kan faktisk ikke regne ud, hvorfor det er tabubelagt, men jeg tænker igen, at det er hele idealet med en kernefamilie, som bliver ”brudt”, og det kan nogle måske synes er pinligt.

Tusind tak Lærke, fordi du ville være med, så fine og vigtige betragtninger og tanker du er kommet med her.

I kan følge Lærke og Lilli på Instagram, lige her.

 

(Visited 256 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *