Seje Solomødre – Trine Maria Larsen

Tag godt imod næste Seje Solomor, som faktisk også er en af mine gode veninder.

I kender hende måske mest som bloggeren bag lortemor.dk, for mig hedder hun mest bare Trine 🙂

Se tidligere indlæg med andre Seje Solomødre, lige her.

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Trine, 32 år og bor i Sydhavnen i København. Og så er jeg mor til Alfred på 5 år, som jeg på skift deler med hans far.

Hvornår fik du solo mor titlen?

Puha, synes det er ved at være så længe siden at jeg har svært ved at huske det helt præcist. Men jeg gik solo i sommeren 2015.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Vores hverdag har været skiftende. Heldigvis blev jeg boende i vores daværende fælleshjem, og vi startede ud med at prøve os lidt frem i forhold til deleordning. Det blev dog hurtigt til en 7/7 ordning, som vi har haft i et pænt stykke tid. På nuværende tidspunkt har vi en 10/4 – hvor Alfred bor hos sin far 10 dage og 4 hos mig.

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Min relation til Alfreds far er minimal. Vores primære kommunikation handler om praktiske ting vedrørende Alfred.

Hvad siger barn/børn til det hele?

Alfred er et følsomt barn, men han har taget det meste i stiv arm. Det er jeg stolt af. Men det siger også noget om, at han er blevet skærmet for voksen-problemer og alt sådan noget. Selvfølgelig har han et savn uanset hvor han er, men han har tilpasset sig de rammer vi har sat op for ham. Og heldigvis trives han rigtig godt.

Hvornår er det sværest?

Jeg har haft det rigtig, rigtig svært med det hele. Ikke så meget at gennemgå et brud til hans far – men mere følelserne omkring en familie der går i stykker. Jeg har haft nogle svære, svære år med sygdom og ensomhed. Ensomheden har altid været størst, når jeg har haft Alfred hos mig. De der aftener alene, lænket til sin lejlighed – og også en ensomhed i, ikke at kunne dele de små ting i hverdagen med nogen. Både praktisk og socialt.

Hvornår er det lettest?

Det har lettet enormt meget for mig, at jeg har Alfred i 4 dage, fremfor 7. Det kan måske lyde enormt egoistisk – men når man som jeg kæmper med sygdom og andre ting, så har jeg følt en lettelse over, at jeg er en pisse god mor i 4 dage – fremfor en rigtig træt og udmattet mor i 7 dage. Alfreds far har flere resurser end mig, og han har også en rigtig sød kæreste der elsker Alfred og omvendt. Det gør også tingene lettere.

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Jeg har altid haft det sådan, at jeg ved at Alfreds far er en rigtig god far. Han har været lige så meget forælder som jeg har været fra dag ét. Det letter på både savn og tristhed. At Alfred har en god og tryg base hos sin far.

Jeg er desuden god til mit eget selskab og har enormt meget brug for ro omkring mig. Så selvom man skulle tro, at 10 dage er ulideligt – så er det en god løsning for mig så jeg kan fokusere på at blive helt rask igen og blive det glade menneske (og mor) som jeg var engang og forhåbentlig også bliver igen. Er heldigvis på rette vej J

Hvad er dit bedste råd til en anden solomor?

Mit bedste råd er, ikke at lytte for meget til hvad ANDRE gør. Naturligvis kan det godt betale sig at få hjælp udefra til kommunikation og samarbejde. Det har i hvert fald været mit indtryk, at det kunne vi godt have brugt. Derudover vil jeg sige, at der ikke kan sluges nok kameler når det kommer til ens børn. Man må gerne gå på kompromis med sine egne behov. Man SKAL faktisk. For når kamelerne er slugt og kommer ud af den anden ende, så kan man som regel godt se, at det er for barnets bedste.

Og et pisse godt råd?

Lad være med at køre millimeterdemokrati i forhold til hvem der sluger flest. Gør det for holdet. Gør det for barnet/børnene. På den måde tror jeg at man slipper for ulykkelige unger på lang sigt. Børn mærker alt. Og de KOMMER til at spørge: Hvorfor gjorde I egentlig sådan? Eller: Hvorfor gjorde du ikke det?

Forældre kommer til at stå skoleret på et eller andet tidspunkt. Og dér er det altså rart, at man med god samvittighed kan sige: Vi gjorde det bedste vi kunne i situationen.

Andet du gerne vil tilføje?

TAL PÆNT om hinanden overfor barnet. Måske endda også overfor venner og familie. En opbrudt familie er et åbent sår, der tager lang, lang tid om at hele.

 

Tak for dine fine tanker og historien Trine, du er også sej! 

 

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.