Seje Solomødre – Frejamay November

Tag godt imod næste Seje Solomor, Frejamay November, som her fortæller en meget personlig og powerfuld fortælling om livet som solomor.

Se tidligere indlæg med andre Seje Solomødre, lige her.

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Jeg hedder Frejamay November og er mor til Emmalia på 2,5 år og ”ninjapigen”, som gerne skulle ankomme omkring slutningen af april 2018. Jeg lever i det man i dag kalder en ”alternativ familieform”, da historien ganske kort og uden omsvøb er, at jeg blev gravid med min underbo efter et one night stand i 2014 og det kom vores smukke datter ud af. Da jeg besluttede mig for at starte i fertilitetsbehandling i 2017, og få en lillebror eller lillesøster til min datter meldte samme underbo sig på banen til at være donor til barn nummer to. Og efter 2. Forsøg var der bingo, og vi skal være forældre igen, stadig ikke som par, til april.

Hvornår fik du solo mor titlen?

Solo mor titlen fik jeg da jeg blev gravid med min datter. Jeg har aldrig haft drømmen om villa og Volvo og vovse, og er egentlig helst fri for at skulle bo med en partner. Jeg elsker min frihed og min ”introvert-tid”, jeg elsker gæster og forhold, bare vi ikke skal bo sammen. Det har jeg prøvet (flere gange), det er ikke noget for mig. Jeg har på en eller anden måde altid vidst at jeg ville blive solomor, men jeg kan ikke forklare hvorfor, og der har ikke været sorg eller skam eller skyld forbundet med titlen, snarere frihed og lykke. Og jeg hader for en god ordens skyld ikke mænd (det skal man jo huske at sige i disse tider), jeg elsker dem, jeg er bare lidt af en alfahun.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Vores hverdag hænger sammen på den måde at min datter (og den næste datter) bor fast hos mig, og så har far hang-out 2-3 gange ugentligt. Hver hang-out slutter med at vi spiser sammen alle tre, så har vi lidt familie-tid hvor vi alle tre sidder rundt om bordet. Far bader og putter i nattøj, siger godnat, mor putter og far tager hjem til sig selv. Det fungerer rigtig godt. Vi mødes 2-3 gange årligt hos en parterapeut hvor vi sætter rammerne for samvær, samarbejde, håb, ønsker og drømme, og så justerer vi vores aftaler ind efter hvor vores datter er i sin udvikling og hvordan vores hverdag hver især ser ud, så alle, og altid med vores datter i centrum, får det de helst vil have, indenfor de rammer, de muligheder og den konstellation vi nu engang har som ikke-par.

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Relationen til mine pigers far (jeg skal virkelig vænne mig til at der snart er to!) er bedre end den nogesinde har været før. Det lyder tit meget rosenrødt at ”så havde jeg en engangsting med underboen og så har vi bare fået den her hippiekonstellation op og køre, og alle er bare tip-top-glade-i-låget”. Sådan er det ikke.

Vi kendte overhovedet ikke hinanden i starten, og det er virkelig svært at starte en helt ny slags familie, når man ikke kender hinandens værdisæt, regler, leveregler, rammer, drømme, måder at samarbejde på og triggere i forhold til andre mennesker. Og jeg tror det var en stor grund til at det hele gik totalt galt.

Da min datter var 6 måneder gammel måtte jeg flytte fra opgangen, fordi jeg opdagede at min datters far overvågede og stalkede mig og sendte alt hvad jeg udgav på nettet (screenshots fra sociale medier, lister over hvem der kom og gik fra min lejlilghed, hvornår osv) ind til statsforvaltningen i et forsøg på at give et helt forskruet billede af mine evner som mor. Jeg var dybt chokeret. Det endte med at jeg boede på folks sofaer i 4 måneder indtil vi fandt en hemmelig adresse at bo på. I mellemtiden startede en forfærdelig sag op i statsforvaltningen, som involverede advokater og ting ingen normale mennesker bør udsættes for.

Efter et år i statsforvaltningen, og en sygemelding fra mit firma for mit vedkommende, fordi det simpelthen var så massivt at skulle parere angreb og være mor for et lille barn, og møde op til overvåget samvær, så blev vi pålagt at tage et skilsmissekursus, selvom vi ikke var et par.

Det er det hårdeste jeg har foretaget mig i mit liv. At sidde i et lille lukket lokale med den mand jeg brændende ønskede skulle blive ramt af en lastbil (det har jeg også fortalt ham). Men det gjorde en verden til forskel.

For ret præcist et år siden viskede vi tavlen ren og startede på en frisk, og i dag har vi intet med statsforvaltningen at gøre, han ved hvor vi bor, han kommer i vores hjem og hans relation til vores datter blomstrer, og det er så dejligt at opleve. Jeg bliver af og til ramt af kropslige reaktioner på den gamle krig, men vi kan tale om det og han har stor forståelse for de reaktioner jeg nogen gange får.  Så vores samarbejde er rigtig godt og kan bære mange snakke, også svære snakke efterhånden, og nu kan vi vende vores dystre fortid til en fordel, fordi ingen af os ønsker nogensinde at komme derhen igen.

Vi er ikke venner. Vi er lidt ligesom gode kollegaer. Der er mange private ting vi ikke deler med hinanden, og alt hvad vi snakker om, handler om vores børn eller ting relateret til vores alternative familie. Jeg tror det er uhyre vigtigt, hvis man er en konstellation som vores, at man er enige om hvilken slags relation man har til hinanden, så ingen bliver forvirrede. Især ikke børnene.

Hvad siger barn/børn til det hele?

Nu er vores datter så lille endnu, så hun er blevet forskånet for meget. Og den anden kommer først til april, og oplever ikke mor og far i krig, så de (hun) er bare glade og nyder mor og far hver for sig og mor og far sammen.

Vores datter nyder især at far kan lave en masse tur-ting med hende pt., hvor jeg er gravid og gangbesværet, og jeg nyder at se dem komme hjem glade og trætte, og høre om deres ture. Og så nyder jeg når far tager hjem og jeg har alene-tid om aftenen til alt det jeg nu jazzer rundt med.

Hvornår er det sværest?

Det er sværest når vi bliver ramt af noget der ligner gamle spøgelser. Der har vi begge to et vigtigt arbejde med at skille fortiden og nutiden fra hinanden. Og af og til må vi hjælpe hinanden. Vi har opfundet et kodeord der hedder ”Flamingoalarm”.

Hvis en af os bruger ordet (sender det i en sms f.eks), så SKAL den anden ringe så hurtigt som muligt og bare lytte, for det betyder at der er noget frygt eller lign der er på spil, som kræver en fælles indsats eller en snak for at komme igennem. Den har vi brugt ca 10 gange det år den nu har eksisteret, og det er et fremragende værktøj.  

Hvornår er det lettest?

Det er lettest når kommunikationen er god, klar og tydelig, og vi virkelig prøver at sætte os i hinandens sted. Vi lever to meget forskellige liv, og det kan nogen gange være svært at forstå hvorden den anden ”ikke bare kan” et eller andet. Men det hjælper parterapeuten os med hvis det bliver svært.

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Nu er jeg jo ikke i en sitation endnu hvor jeg savner ret meget, da min datter bor hos mig på fuld tid, og altid sover hjemme. Men jeg kan mærke at tiden nærmer sig hvor hun skal på overnatning hos far, og der må jeg bare sige, at selvom det bliver mærkeligt, så bliver det også vildt fedt at have nogle aftener og morgener hvor jeg bare er mig. Jeg kan ikke huske om man må sige sådan noget højt i Danmark, men nu gør jeg det.

Jeg nyder i forvejen når de har hele dage sammen, min datter og far, for jeg ved hun er i de bedste hænder og nyder tiden, og samtidig har jeg frie hænder, for jeg har stået alene med hende siden hun blev født, og lige om lidt har jeg en til. Sådan vælger jeg i hvert fald at gå til det.

Hvad er dit bedste råd til en anden solomor?

Mit bedste råd er at du går ind i dig selv og finder svarene på hvordan du godt kunne tænke dig at leve dit liv, ud fra de rammer og vilkår der er. Mine svar er jo ikke nødvendigvis de rigtige for dig, og hvis du søger svarene udenfor dig selv, så er der ret stor chance for at de svar ikke giver dig lykke.

Vi skal turde stå ved at der er ting vi ikke gider og ting vi godt gider når det kommer til vores børn. Og vi skal turde finde ud af hvad der bringer os liv, energi og glæde i samværet (og fraværet af samvær) med vores unger, og så se hvordan vi kan få mere af det ind i hverdagen.

Hvorfor tror du at det stadig i år 2018 kan være tabubelagt at være solomor?

Jeg tror at det er et levn fra gamle dage, det der med at solomor (eller enlig mor) er noget ”undermåler-agtigt”. Puha, så er man hende der ikke er gift, eller hende der er blevet forladt, eller hende der ingen penge har fordi hun skal klare det hele selv. Tabuet kommer består fordi vi kun lige er ved at bryde de gamle kønsroller (som ikke er så gamle endda), hvor en kvinde skulle have en mand, hus og børn før hun kunne tillade sig at være succesfuld eller føle sit liv som fuldendt.

Sådan er det bare overhovedet ikke længere, og selvom mange af os lever i den nye tid og som stærke selvstændige mødre, så tager sådan en kulturforandring lidt længere tid om at bundfælde sig i vores bevidsthed og i de gamle kønsroller som desværre stadig lever så ufattelig mange steder i vores samfund.

Jeg hylder solomomkvinder. Jeg synes det er sejt at være solomor, og jeg siger det med stolthed hver gang folk spørger. Den energi vi vælger at drysse over vores situation, det er den energi folk køber ind i. Og den bestemmer vi heldigvis selv.

 

Tak for dine fine tanker og historien Frejamay, meget inspirerende læsning og stærk læsning! 🙂

I kan følge Frejamay og pigerne i og udenfor maven, lige her.

 

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.