Seje Solomødre – Signe Mørkeberg Sjøstrøm

Tag godt imod næste Seje Solomor, Signe Mørkeberg Sjøstrøm, som her fortæller en meget personlig og fin fortælling om livet som solomor.

Se tidligere indlæg med andre Seje Solomødre, lige her.

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Mit navn er Signe. er 30-something og full-time alenemor til jordens lækreste lille datter, hvis jeg selv skal sige det. I øvrigt er hun snart 2 år.

Udover at have titler som altmuligmand, kok, vaskekone og nogens mor. I en stor pærevælling. Er jeg selvstændig på 7 år, som autodidakt fotograf og influencer.

I øvrigt har jeg netop åbnet dørene for et innovativt PR bureau der hylder barnets univers. Elephants and Ants. Hvis du skulle være i tvivl, jeg keder mig ikke!

Hvornår fik du solo mor titlen?

En tilværelse som alenemor, er stort set den eneste måde jeg kender forældre tilværelsen. Jeg blev alene med min datter, da hun var knap 3,5 mdr gammel. En beslutning, som var umulig at komme uden om. Tegnene var allerede tydelige under min graviditet, som jeg i øvrigt stod palle alene med.

Da min datter kom til verden, flyttede hende og jeg ind hos mine forældre i 2 mdr, da vores nykøbte og fælles lejlighed skulle renoveres. Hendes far havde ikke den store interesse i at være hos os og det da blev til 3 korte besøg på de første måneder af hendes liv. Vi skulle bestemt ikke være sammen.

Jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde, det har været en benhård process. Særligt konflikterne efterfølgende, har været ekstremt energi-dræbede.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Idag er min datter på besøg hos hendes far hver tirsdag i 4,5 time og hveranden lørdag i 6 timer. Lørdagen er netop udvidet. Vi er desværre et af de par, som har haft brug for hjælp og været i statsforvaltningen inden den seneste udvidelse.

Det har været en stor falliterklæring for mig, ikke at der er noget galt med at få hjælp udefra. Men at det har været så umuligt at samarbejde med hende far. Samværsordningen er stadfæstet.

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Vores forældresamarbejde er under udvikling. Ville elske, at jeg kunne skrive vores kommunikation fungere. Det er bare ikke virkeligheden, men det går da bedre. For mig handler det om tillid, tillid som skal opbygges ved at se vores datter trives, at der bliver tilgodeset hendes behov tilsvarende hendes alder.

For hun er, og vil altid være, den vigtigste i alt det her. Hendes behov skal og vil altid komme i første række! Vil dog lige nævne igen, at vi arbejder os i den rigtige retning.

Hvad siger barn/børn til det hele?

Min datter var så lille da vi gik fra hinanden, at hun ikke kommer til at huske hendes forældre var sammen. Hvilket jeg mange gange har beroliget mig med. Jeg håber inderligt ikke, at vores “hårde skilsmisse” ( vi var ikke gift, men den var hård ) kommer til at påvirke hende i fremtiden. Pt. Er det blot vigtigt, at kunne samarbejde på en måde som er til bedst gavn for hende.

Hvornår er det sværest?

Udover tigerspring, ulvetimerne og en bristet drøm om kernefamilie? Hvad er et værste ved at være alenemor? Svaret er enkelt: At være syg! Det er faktisk ganske forfærdeligt! Følelsen af at ikke være tilstrækkelig og i øvrigt skal der både handles, afleveres, hendes, bades og mades.. Åh!! Det er satme ikke sjovt og værst er det når den lille fis også er syg.
Min datter har haft tilbagevendende nyrebækkenbetændelser, har en åben indlæggelse og er nu på forbyggende medicin. Perioderne med sygdom er ekstrem hårde, ikke mindst fordi jeg ikke har en partner at spare med.
I øvrigt kan tiden også være svær. At være selvstændig alenemor, er ofte med tungen lige i munden. Der er simpelthen ikke nok timer i døgnet! Heldigvis har jeg en familie, som har været fantastiske til at give en hånd med. Min datter fik først vuggestueplads, 4 måneder efter behovsdatoen. Min far blev pensioneret kort tid før, som har været en kæmpe hjælp. Et par gange om ugen gik hun i “morfars vuggestue”. Det er simpelthen så dejligt! 
Sidst men ikke mindst, er der mine mor-bekymringer, at jeg på et tidspunkt skal undvære hende på fødselsdage og hellig dage. Vi sætter jo ikke børn til verden, for at dele dem eller undvære dem. Tanken om, at hun skal vågne én nat og jeg ikke er der. Den rammer mig. Hver gang!

Hvornår er det lettest?

Min datter er et vildt glad og afbalanceret barn. Det gør mig simpelthen så varm om hjertet, at høre hendes grin og mærke hendes glæde. Særligt, dagene hvor hun kommer glad hjem fra sin far, glæder mig! Udover det har jeg ingen forpligtelser over for en partner, der behøver ikke at købes ind eller gøres rent på bestemte tidspunkter og har ikke masser af vasketøj som skal ordnes!
Jeg har heller intet behov for at spille sparringspartner midt i amninger, lorte bleer og træthed! Ej heller skal jeg takle konflikter eller stå med uenigheder på samme tidspunkt som jeg skal lige alt min opmærksomhed til et lille menneske. Jeg styrer hele showet fuldkommen selv og det er altså befriende! Jeg har ét fokus og det er at være en skide god mor!

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Det var en kæmpe omvæltning for mig, da jeg første gang skulle undvære min datter et par timer. Men værdsætter faktisk at få en pause én gang i mellem. Det er altså skønt!

Hvad er dit bedste råd til en anden solomor?

Mit bedste råd, må være at følge din mavefornemmelse. Uanset hvilke samarbejdsvanskeligheder, hverdagudfordringer og mor-bekymringer du sidder med, så lyt til din intuition. Vores børn er ikke en diskussions klub, vi er mødre, vi kender vores børn bedst.

I øvrigt skal vi sluge nogle møg-fede-elefanter på vejen, men giv slip på den dårlige energi som pirrer helt ind i dit sind. Bare giv slip. Det er umuligt at ændre andre mennesker. I kampens hede. Stop. faktisk når du langt længere med tavshed end med negative ord. Bed om hjælp og tag imod hjælpen, er også et pisse godt råd. Et jeg bestemt selv, bør blive bedre til!

Hvorfor tror du at det stadig i år 2018 kan være tabubelagt at være solomor?

Det har jeg vitterligt ingen ide om! Det er vel et levn fra gamle dage og de famøse kønsroller. Det kan ikke tælles på to hænder hvor mange gange jeg har fået spørgsmålet: “Er det hårdt at være enlig mor?”. Vores samfundet har et billede af at være enlig mor er et offer, en mor og et barn som er blevet efterladt. En kvinde, som man har medlidenhed med!

Jeg er IKKE et offer, tværdigmod ser jeg mig selv som en stærk kvinde! Jeg ville lyve hvis jeg skrev det ikke har været røv svært, at kærligheden bristede på samme tidspunkt som skulle definerer mig selv som mor. Men én gang for alle, lad os lige få det på det rene: NEJ det er ikke hårdt eller tabulagt at være solomor!

Tak for dine fine tanker og historien Signe, meget inspirerende læsning og stærk læsning! 🙂

I kan følge Signe og hendes skønne univers, lige her.

Ps. det er faktisk også Signe der har taget header og flere andre billeder her på bloggen.

 

(Visited 29 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *