Seje Solomødre – Rosa Noya Makrigiannis

Tag godt imod næste Seje Solomor, Rosa som her fortæller en personlig og fin fortælling om livet som solomor.

Se tidligere indlæg med andre Seje Solomødre, lige her.

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Jeg hedder Rosa og er 32. Jeg bor på Østerbro med min søn Sebastian på knap 8.  Jeg er pædagog i en dejlig daginstitution, også på Østerbro.

Hvornår fik du solo mor titlen?

Sebastians far flyttede ud da Sebastian var 8 måneder. Han flyttede over i en lejlighed et stenkast fra os og var her stadig en del og hjalp til i hverdagen.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Sebastian var jo ret lille da vi gik fra hinanden og jeg ammede stadig, så til at starte med havde de nogen dage sammen uden overnatning.

Vi trappede stille og roligt op med årene, men har flere gange justeret lidt alt efter Sebastians behov. Vi har altid været enige om at Sebastian har bedst af at have en fast base.
Lige nu deler vi 8/6. (8 dage hos mig)

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Vi har et rigtig godt samarbejde og venskab. Det har vi altid haft. Dermed ikke sagt at der ikke også har været rigtig svære tider, men vi er begge vokset med opgaven.

Vi har været gode til at vælge vores kampe med omhu og holde fokus omkring Sebastians trivsel og ikke lade vores egne behov og ubearbejdede følelser tag over.

Vi spiser sammen hver torsdag, holder fødselsdage og jul sammen. Vi er fleksible og hjælper hinanden. Det er vigtigt for os begge at vores søn oplever at hans forældre stadig kan lave hyggelige ting sammen, selvom vi ikke er et par.

Hvad siger barn/børn til det hele?

Sebastian har haft perioder hvor han har udtrykt meget savn. Det har han stadig ind i mellem. Han har altid været rigtig god til at sætte ord på og har også stiller spørgsmål omk. hvorfor vi ikke bare kunne være kærester og bo sammen.

Vi har talt åbent og ærligt med ham om at Mor og Far er bedre som venner end kærester.

Hvornår er det sværest?

Når Sebastian savner. Når han bliver ked af det. Når jeg som mor mærker at det ikke er optimalt for min søn at være delebarn, men at det nu engang er sådan det er.
Jeg har også haft perioder hvor jeg følte mig ensom. Jeg fik Sebastian da jeg var 25, længe før mine veninder begyndte at stifte familie. Så da jeg blev alene med Sebastian, savnede jeg ofte selskab.
Lørdage i Fælledparken hvor jeg så en masse glade familier på tur, har flere gange ramt mig.

Hvornår er det lettest?

Når vi hygger os sammen alle sammen, far, mor og søn.
Når Sebastian trives og er glad.

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Savnet fyldte mest da Sebastian var yngre. Savner ham da stadig…og lejligheden kan føles meget tom og stille, men jeg har øvet mig på at fokusere lidt på mig selv,  nyde “Rosa-tid” og lade batterierne op.

Hvad er dit bedste råd til en anden solomor?

Forsøg at gi’ slip på den evige dårlige samvittighed…Det er som en kronisk sygdom man må lære at leve med når man bliver forælder.
Lad vær med at være for hård ved dig selv og husk at brug folk omk. dig til støtte og sparring.
Derudover synes jeg det er ekstremt vigtigt at gøre alt hvad man kan for at få et godt samarbejde med sin ex.

Hvorfor tror du at det stadig i år 2018 kan være tabubelagt at være solomor?

Jeg har aldrig selv oplevet det som et tabu. Hverken for mig eller andre. Men det handler vel om at det bryder glansbilledet af den perfekte kernefamilie. Det er noget fis. I år 2018.Come on!Der findes så mange forskellige familiekonstellationer.

Tak for dine fine tanker og historien Rosa, meget inspirerende læsning, specielt god ide at i spiser sammen en dag om ugen 🙂

I kan følge Rosa og Sebastian, lige her.

 

 

(Visited 17 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *