Seje Solomødre – Louise B. Johansen

Tag godt imod næste Seje Solomor, Louise B. Johansen, som her deler sin personlige historie og erfaringer hertil.

Se tidligere indlæg med andre Seje Solomødre, lige her.

Fortæl kort om dig selv og din familie?

Jeg hedder Louise, er 34 år og er mor til Frida på 4 år. Jeg er tidligere uddannet pædagog og har for nyligt færdiggjort en kandidat indenfor pædagogisk sociologi.

Min datter og jeg bor i naturskønne omgivelser i Charlottenlunds klart hyggeligste, og nok også mindste lejlighed. Her er masser af hjerterum og, ja legetøj.

Hvornår fik du solo mor titlen?

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten. Det var selvfølgelig ikke en ønskelig situation, men efter mange års forhold og venskab, var det bedst at vi ikke længere skulle være sammen. Vi boede ikke sammen, så en fraflytning med opdeling af ting osv., var vi heldigvis forskånet for.

Tiden omkring bruddet står klart for mig. Det var meget syret – jeg tror, mit sind og min krop ret hurtig begyndte at gøre sig klar til denne nye situation, hvor jeg skulle være alene med vores fælles datter. Det var ret vigtigt for mig at melde ud til min familie og tætteste omverden, hvilken drejning mit liv ville komme til at tage.

Derudover fandt jeg en tryghed i, at skaffe mig viden om ditten og datten, simpelthen for at skabe orden i kaosset. I virkeligheden en ret smart mekanisme, der ligesom tunede mig ind på det nye der skulle komme til at ske.

Hvordan hænger hverdagen sammen idag (deleordning etc….)?

Vores hverdag adskiller sig nok ikke markant fra andre børnefamilier. Hverdagen er præget af rutiner, logistik, børnehave og mit studie.

Min datter bor primært hos mig, og er hos sin far hver anden weekend, fra fredag til søndag. Det er nok en ordning man ville kalde en 12/2 -ordning. Det er en ordning vi har lavet på eget initiativ, der indtræf da hun fyldte 3 år. Derudover er aftaler om ferier og dage ud over de fastlagte weekender noget, vi tager løbende.

Min datters far har altid været en del af hendes liv. Hvor deres tid sammen tidligere var lidt sporadisk, kan man sige, at deres tid sammen nu bare er blevet mere systematiseret, i form af deleordningen.

Hvordan er din relation til dit barn/dine børns far?

Vores relation og vores kommunikation har til tider være rigtig vanskelig, men det bliver bedre og bedre. Forinden bruddet havde vi kendt hinanden i mange år og havde udover kærlighed til hinanden, også et stærkt venskab. Det kræver noget arbejde fra begge parter, at få et brud på afstand, og et venskab der ændres markant, skal også fordøjes.

Det har krævet, at vi har måtte tage nogle seriøse snakke hen ad vejen, om tanker og følelser. For mig handler det meget om forventningsafstemning. Hvad kan jeg forvente af ham, og hvad kan han forvente af mig.

Vi har begge fået nye kærester, og han er heldigvis kærester med en rigtig sej kvinde, som er en stor del af vores datters liv. Jeg har en følelse af, at alle er indstillet på, at få tingene til at køre så nemt som muligt.

Hvad siger barn/børn til det hele?

Min datter har aldrig oplevet et brud hvor mor og far går fra hinanden. Hun har boet hos sin mor og sådan har hendes verden altid været. Jeg har altid sat ord på tingene for hende og jeg kunne aldrig drømme om at ”mystificeret” at hun ikke bor sammen med både sin mor og far.

For hende er det jo fakta, at far bor med sin kæreste og at hun har søskende, der er på fars side. Så når hun en sjælden gang imellem spørger, får hun et sagligt svar i børnehøjde.

Hvornår er det sværest?

Selvom en deleordning på mange måder giver meninger for alle parter, så var det svært og grænseoverskridende for mig at ”give slip” på min datter. På daværende tidspunkt var vores kommunikation, hendes far og jeg imellem, på et så dårligt sted, at det ikke gjorde sagen nemmere, at min datter havde weekender, som jeg pludselig ikke var en del af. Det var nyt for mig at skulle ”dele”, og det har krævet noget tilvænning.

Derudover har noget af det sværeste været bearbejdning af kærestesorgen. Jeg mener, at kærestesorg er en meget undervurderet sorg. Det er en sorg at blive forladt eller gå fra en kæreste – gravid eller ej. En kæreste er også en ven, og i vores tilfælde forduftede det gode venskab vi havde.

Der var simpelthen ikke tid eller rum til at få lov at sørge over den del. Sorgen kom med raketfart da min datter var i 2 års alderen; hun var ikke længere en baby og jeg kunne begynde at mærke mine egne behov igen. Min sorg var simpelthen blevet lagt på hylden, og fik nu stille og rolig lov til at blive bearbejdet. Det var faktisk en lettelse at få lov til, og deraf også begynde at få øjnene op for mine egne ønsker om mit fremtidige kærlighedsliv.

Hvornår er det lettest?

Det er helt klart blevet lettere rent følelsesmæssigt i takt med, at min datter er blevet ældre. Babytiden ser jeg tilbage på som benhårdt arbejde, med minimum søvn, tankemylder, en usikkerhed, konstant behovsudsættelse og et forsøg på at gøre alting så godt jeg kunne. Nu er det meget anderledens, og tør jeg sige sjovere? 🙂

At møde kærligheden igen, har også gjort en markant forskel for mig. Min kæreste har været, og han er stadig, en kæmpe støtte i mit liv. Det er fantastisk at få lov at være kærester og lægge mor-rollen for en stund.

Hvordan håndterer du/i bedst savnet?

Savnet til min datter, når hun er på weekend, er blevet nemmere for mig at håndtere med tiden. Tidligere tætpakkede jeg mine weekender med alle mulige arrangementer, for at undgå at mærke savnet. Nu kan jeg tilmed nyde at være alene hjemme og byder savnet velkommen, når det viser sig.

Min datter har et naturligt savn til sin far når hun er hos mig, og et savn til mig når hun er hos sin far. Jeg tænker, at savn er uundgåeligt, og ikke kan eller skal fjernes. Det handler om at takle savnet bedst muligt, og det føler jeg, at både hendes far og jeg er gode til at rumme når det opstår.

Hvad er dit bedste råd til en anden solomor?

Alle følelser er OKAY. Både dem der dufter af lykke og de der er mere vanskelige.

Gå efter at gøre hverdagen så nem som mulig. Gør brug af tjenester der kan lette hverdagen, eksempelvis ved dagligvarer indkøb. Brug dit netværk – hos os har morfar en fast ugentlig hentedag i børnehaven, hvilket er guld værd for alle parter.

For mig gav det en utrolig lettelse, at give mig selv lov til at sige NEJ TAK. Nej tak til cafébesøg eller større sociale arrangementer – situationer som jeg ikke kunne overskue, fordi jeg stod med en baby i den ene hånd og en kæmpe sårbarhed i den anden.

Jeg havde set mange mødre have deres babyer og mindre børn med på café… babyer som bare lå der ved siden af deres mødre, eller sov time-lange lure i barnevognene udenfor cafévinduet. Det kunne min baby så ikke lige. Så, det var en lettelse at sige, dét der orker jeg simpelthen ikke. Måske orker jeg det senere hen, men ikke i øjeblikket.

Så er det federe at invitere folk hjem – og bed folk om at tage kagen og kaffen med 😉

Et råd om at turde bruge sit netværk, og melde ud når du har brug for hjælp til forskellige ting. Da min datter nåede en alder hvor vores hjem trængte til lidt fornyelse, kom et hold af veninder med boremaskiner og pizza.

Jeg tænker tit, at min sårbarhed var, og stadig er, en kraftig styrke. Det var grænseoverskridende for mig at række hånden ud og bede om hjælpen, når jeg havde allermest brug for den. Det har jeg lært af denne proces – for det ER en proces.

Sidst, men ikke mindst, giv dig selv en high-five indimellem!

Hvorfor tror du at det stadig i år 2018 kan være tabubelagt at være solomor?

Jeg har mødt kommentarer om at ”det kunne du da havde tænkt dig til ville ske, sådan som jeres forhold gik op og ned” og kommentarer om naivitet, men et decideret tabu eller fordomme mod mig som solomor/alenemor, har jeg aldrig mødt eller følt.

Hvis det har eksisteret omkring mig, har jeg ikke lagt mærke til det. Jeg var nok optaget af noget andet 😉

 

Tak for dine fine tanker og historien Louise, du er også sej! I kan følge Louise på Instagram, lige her.

 

(Visited 15 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *