Kære Mollefis…… 1000 kys fra Mor

Klokken er over midnat, og jeg kan ikke sove!

I morgen eller jo så faktisk nu (fordi klokken er over midnat) fylder Molly My 7 år, jeg ved ikke hvorfor jeg er ekstra følsom omkring denne fødselsdag, 7 år er jo hverken fugl eller fisk, eller hvertfald ikke rund, men altså noget kan det åbenbart, for jeg har lige skrevet nedenstående “brev” til hende og været lige dele stolt og med våde øjne imens.

Kære Mollefis (ja det kalder jeg hende altså…..)

7 år og sikke du har glædet dig til præcis denne dag, der er sat krydser, talt ned og bare basket mange sommerfugle rundt i din lille mave.

Og jeg glæder mig helt tosset meget til at fejre dig i morgen, fejre dig sammen med Marlon, præcis som du selv har ønsket det for dagen :-)

Kort tid inden du blev 6 år sidste år, blev du syg med helvedesild, og lægen, sagde at du jo var en frisk og sjældent syg pige, så det var ikke noget han så hos små børn særlig ofte.

Han spurgte end del ind til om du var stresset eller der var sket større ændringer i dit liv, og sagde også at virussen nu lå på lur i kroppen og kunne komme frem, hvis noget lign skete igen.

Og ja, du var nok blevet udsat for flere ændringer end hvad godt var, efter min mening, og lige der præcis hos lægen, lovede jeg mig selv, at jeg ville sikre, at jeg ville gøre alt der stod i min magt, for at du, når du var hos mig, ikke skulle være stresset eller opleve ændringer.

Også selvom det på det tidspunkt præcis betød at jeg måtte give afkald på nogle ting og drømme, men du var og er det vigtigste.

Du har (7,9,13) ikke været syg siden, og selvom det jo ikke er en alvorlig sygdom på den måde, så var det for mig meget tydeligt at det var din krops måde at reagere på her.

Fra 6 til 7 år, der er sket så meget!

Du fik sagt farvel til børnehaven, til vennerne, til Anna, Dorte og alle de faste rammer, det var egentlig mest hårdt for mor her, hold op det var en hård dag da jeg sagde farvel, det var over 5 år af dit og vores liv der blev sagt farvel til, men du var egentlig bare stolt og spændt på fremtiden.

Vi startede med rejsen, vores rejse! Her fik vi oplevet præcis det du elsker alle mest, nemlig naturen og dyrerne. Vi fik det pusterum og den tosomhed, som jeg ønskede for os, inden du skulle starte i skole. Du fik udviklet dig, lærte at svømme og dykke, mødte nye venner og fik også sat grænser og sagt fra, måske lidt for meget ville nogle mene.

Når de altid søde og hjælpsomme lokale ville hjælpe dig, kom der et: DON’T TOUCH ME…. Noget jeg lærte dig på Java, da det var alt for meget en dag med en masse mennesker omkring os, men den fulgte os så resten af rejsen, man var ikke i tvivl om hvad du mente her ;-)

Du fik også virkelig sat ord på savn, hold op du savnede Gunse på den rejse, så meget at jeg flere gange tog mig selv i at kigge på flybilletter hjem.

Far, Marlon og de andre Facetimede du med, og fik dækket dit behov for dem, men det var som om det ikke helt gav dig det samme med Gunse, som mest af alt bare kiggede mærkeligt på skærmen, ingen kan kramme så godt som Gunse…..

Hjemme igen og skolestart!

Det er gået som en drøm, du elsker at gå i skole og jeg er mega stolt af dig! Helt nye mennesker og du er bare gået til det med rank ryg og stolthed, du har fået gode venner, og aldrig har der været en dag du ikke har ville afsted, tværtimod kan du ikke lokkes til en enkelt fridag eller andet, jeg har prøvet…. ;-)

Skolen var det helt rette valg til dig, så selvom det føltes meget mærkeligt da jeg lå der på Rigshospitalet for ja nu 7 år siden og bad om iPad’en så jeg kunne skrive dig op, så var det altså det rigtige!

Du elsker alt, både fra musik til kreastunder, opgaverne, strukturen, vennerne og de voksne, det er så dejligt at se :-)

Du er min datter, på godt og ondt!

Du har et kæmpe temperament og du bliver rigtig sur, umulig og spids når du er presset, sulten eller træt. Du stiller store (alt for store) krav til dig selv, og så er har du meget svært ved at skjule hvad du tænker, føler eller mener, jeg kender det (desværre godt) selv og du er en mini kopi, ja på godt og ondt!

For jeg kan heldigvis også se en masse andet skønt i dig, du er fuld af kærlighed, empati og selvtillid og jeg ville faktisk ikke ønske dig på nogen anden måde, slet ikke…

Molly jeg elsker dig!

Jeg elsker dine smil, dine mange mange kram og din evige kærlighed, jeg elsker at du altid passer på mig og har min ryg, lige gyldig hvor sur og tvær jeg er, så vil du altid ligge helt tæt når vi skal sove og hviske at du elsker mig, men jeg elsker altså dig mest.

1000 kys fra Mor

 

Det eventyrlige og vanvittig fine fødselsdagstog er fra Konges Sløjd.

Og kan købes hos Little Columbine, lige her.

(Visited 17 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *