Noget om ensomhed

Selvfølgelig er jeg gladest og mest mig selv, men jeg føler mig ikke ensom når Molly My ikke er her, jeg føler mig måske bare mere lidt halv.

På en Instagram spørgerunde i sidste uge, blev jeg spurgt til ensomhed, og jeg har siden virkelig tænkt meget over hvordan jeg/vi skal favne det emne, da det jo er vigtigt og noget som jeg egentlig gerne vil bruge plads og energi på her på bloggen.

Bloggen her er for mig en stor blanding af inspiration (til jer), personlige tanker, hverdag og bare livet, og skal rigtig gerne være et univers hvor i også føler jer set og hørt, f.eks. blev serien ‘Seje Solomødre‘ (lige her) jo også til efter en Instagram spørgerunde.

Her var min tanke at hvis bare jeg kunne hjælpe en enkelt mor med tankerne og med at kunne spejle sig i en anden med disse, så var det en succes, jeg har ikke længere tal på hvor mange personlige beskeder og fortællinger jeg har fået fra jer efter de indlæg, det er så bekræftende og rigtigt for mig :-)

Da jeg derfor læste spørgsmålet, om jeg følte mig ensom, blev jeg også nød til at svare, selvom jeg egentlig lige havde sagt slut for spørgerunden i denne omgang.

Men med dette spørgsmål lå der for mig altså noget mere, noget så personligt skal have et svar, og selvom jeg virkelig prøver at svare alle, så er det ikke altid jeg når det i sådan en spørgerunde.

Jeg svarede så i alle kunne se det, heraf kom så yderligere en masse spørgsmål og svar, og derfor alle tankerne den sidste uge, nemlig hvordan kan jeg/vi favne emnet ensomhed?

Lad mig starte med mit svar, altså svar til denne her modige mor, som jeg også efterfølgende har skrevet lidt videre med. Jeg svarede at jeg ikke følte mig ensom når Molly My ikke er hos mig, jeg savner hende, savner hende tosset meget!

Men jeg sørger altid for at have gode planer og aftaler den weekend, det er nu over 2 år det har været sådan her og jeg nyder meget mere mine “fri weekender” nu end jeg gjorde i starten nu er det en vane, så at sige, og selvom man jo ikke har fået børn for ikke at være sammen med dem, så er det nu engang sådan det jo er :-)

Hermed slet ikke sagt at jeg ikke kan forstå det med ensomheden, og jeg vil derfor også enormt gerne hjælpe så godt jeg kan her, da det efter mit svar på Instagram igen er væltet ind med tilkendegivelser, spørgsmål mm. i forhold til ensomheden.

Nogle af de tanker og beskeder handler om:

At man både kan være ensom når man er med og uden børnene

Forskel på ensomhed og kedsomhed

Hvordan det med at begynde at date igen, hvornår tager man lige springet til det?

Skyldfølelse omkring at nyde tiden uden børnene

Sorg over at det er endt som det er, drømmen om en kernefamilie

At elske sit eget selskab og sig selv

Være ensom når man er alene og eller sammen med andre mennesker

Og mange flere, så tak for dem! 

Der er mange måder at gribe dette an på, skal vi lave endnu en omgang spørgsmål/svar som med solomor delen? Evt. kan den jo også sagtens være anonym, hvis nogle føler det bedre sådan?

Skal jeg få en dygtig ekspert til at komme med nogle råd, svar og værktøjer?

Lave en Facebook gruppe, hvor man kan dele tanker med ligestillede, og måske bare lige give en highfive eller et virtuelt kram hvor der er brug for det?

Eller noget helt fjerde, kom gerne med input, da det er så grundlæggende et vigtigt emne, og for mig skal ingen (som ikke selv ønsker det) føle ensomhed, så hvordan hjælper jeg/vi bedst her?

I må svare her, på Instagram, på mail eller sende en brevdue ;-) Og i kan være helt anonyme, hvis i føler det bedst sådan.

(Visited 14 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Dejligt emne. Og et svært emne. Jeg er for nylig blevet alene med børnene – og jeg kan sagtens være i mit eget selskab både med OG uden børnene – jeg KAN godt nyde det ….Men kan også mærke, at de wee hvor børnene er sammen med deres far har jeg brug for planer. Ellers blir jeg ked af det og tankerne stikker af. Jeg tror måske der er mange former for ensomhed….? Da jeg skulle skrive under på mit nye hus og sad alene med det her vilde stykke papir foran mig, DA følte jeg mig enorm ensom. Det var en kæmpe beslutning som JEG skulle tage alene. Det er vel også skammen over at være blevet skilt – drømmen, som du skriver der brast… ja, alle mulige tanker og følelser. Jeg vil meget gerne “høre” mere. Jeg syntes det er både interessant OG givende for mig, at læse og høre om.
    Mange hilsner og TAK
    Christina

    • I starten havde jeg brug for at være mandsopdækket helt alvorligt, jeg savnede hende simpelthen for meget, så lavede 117 aftaler i mine alene weekender, nu nyder jeg min alene tid, jeg har stadig gode aftaler men slet ikke hele tiden, jeg er mere landet i det nu :-) Dejligt at du læser med og tager dig tid til at skrive, håber også du syntes om næste indlæg om emnet :-)

  • Sindsygt vigtigt enme – ensomheden, tror jeg desværre rammer os alle på et eller andet tidspunkt, men det er så svært og sindsygt tabubelagt at tale om – jeg vil derfor kaste mig ud i det med begge ben – er jeg ensom, mor til 3, godt gift, i arbejde med kollegaer, børn der har fritidsaktiviteter – nej vel, men så alligevel jo faktisk, selvfølgelig ikke hele tiden men det hænder rent faktisk og jo ældre børnene bliver oftere og oftere – det er for mig svært at sige om det er ensomhed eller måske egentlig bare mere er nogle at dele med, nogle ligesindende med de samme interesser, jeg mistede min mor for snart 3 år siden og forstår egentlig nok først nu, at hun har fyldt et hul og behov jeg ikke anede jeg havde – Når det så er sagt tror jeg desværre også at ensomsfølelsen bliver forstærket af, at “følge” på de sociale medier – der sidder man i sofaen og følger nogle man tror er ligesindede og de er konstant i et projekt omgivet af andre mennesker – det tror jeg desværre er med til at forstærke følelsen – men den er der i større grad end vi vil indrømme – men hvad gør vi for at komme ensomheden til livs..?? Hvordan får vi tabuet til at forsvinde..?? Jeg ved ikke hvordan jeg selv skal gøre andet end at jeg bliver nød til at investere i det – men hvordan – det er jo ikke forbi man til næste forældremøde lige tager under evt. om der er nogle der vil med ud og gå i skoven eller på bar og drikke øl – godt emne MIC <3

    • Ensomhed kan nemlig ramme alle, om man er alene eller ej, det er nok mere en følelse end tilstand, selvom det jo er nærliggende at tænke at det mest er dem der er alene der er ensomme! Husk at du altid kan spørge mig om jeg vil med i skoven eller drikke en øl, altid! <3

  • Jeg har det som dig. Jeg savner min datter, men jeg er ikke ensom :) Og er blevet god til også at nyde ‘ensomheden’. Men det er et relevant emne – for hun spurgte mig pludselig den anden dag, min datter, hvordan jeg havde det med at bo alene når hun ikke er her. Og om jeg var ensom.. (lille menneske, 5 år..) Jeg gav hende samme svar; som du gav os – “jeg savner dig vildt når du ikke er her, på den dejlige måde, men jeg er ikke ensom”.

    Men det gav mig da noget at tænke over. At jeg skal være bedre til at fortælle hende hvad jeg selv har lavet – mens hun var væk – så hun ikke går og tumler med om jeg nu ‘kan klare den’ og så vores liv sammen alligevel er mere helt, selvom vi er delt ;)

    Så super tema! Og tak for din fine blog ❤️

    • Tak fordi du læser med og tager dig tid til at skrive, betyder så meget mere end du aner! :-) Min datter spørg også altid hvad jeg skal lave eller hvad jeg har lavet, hun tænker meget over om jeg er alene og vi har også talt om at det er godt at savne i hjertet, for så bliver man bare så meget mere glad når man så ses igen :-)

  • Jeg er meget enig med Mac ovenover. Jeg er også godt gift, mor til tre og i job, og alligevel føler jeg mig ofte alene/ensom. Jeg taler og deler selvfølgelig med min mand, men savner veninder, tætte veninder, at dele op-og nedture med..

    • Det er så stort af jer at i også deler den del, jeg tror desværre at mange har det sådan, så det er dejligt at i netop blot ved at sige det, er med til at nedbryde det tabu det kan være at sige det højt <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *