Marengsbund med rabarberskum og friske bær

En hybrid mellem en klassisk pavlova, en Christianshavnertærte, en bærtærte og tilsat lidt kærlighed for rabarber – Mød denne marengsbund med rabarberskum og friske bær :-)

Jeg får lyst til at sende jer på weekend med den lækreste kage, oplagt til et weekendhygge projekt eller til at gemme opskriften til en anledning, hvor der skal fejres og lidt lækkert på bordet.

Vi elsker ovennævnte kager her hjemme, altså den friske pavlova (opskrift, lige her), Christianshavnertærten fra Lagkagehuset og en klassisk jordbær eller bærtærte og så elsker elsker elsker vi rabarber, denne kage er lidt en kombi af det hele.

Marengsbunden med mandler og chokolade med referencer til dem alle, skum med rabarber og så friske bær og chokolade på toppen, den smager vanvittig godt.

Ingredienser til 8-10 personer:

Bund

4 æggehvider

2,5 dl sukker

1 tsk eddike

1 knivspids salt

50 gram mandler

50 gram mørk chokolade

 

Rabarberskum

4-6 rabarberstænger (alt efter tykkelse)

1/2 dl sukker

2,5 dl piskefløde

1/2 tsk vaniljepulver

 

Pynt

Friske bær

Revet chokolade

Fremgangsmåde:

Pisk æggehvider og salt helt stift, så skålen kan vendes på hoveder, uden det falder ud.

Tilsæt sukker og pisk til den er stiv igen, vend eddike og hakkede mandler og chokolade (jeg hakker mandler og chokolade i mini hakker, men det kan også gøres i hånden)

Fordel på midten af bagepladen i en rund cirkel, cirka 20-25 cm i diameter.

Bages midt i ovnen ved 100 °C i ca. 1  1/2 time. (Hold øje, alle ovne er forskellige)

Lad bunden køle af på en rist.

Skær rabarber i tynde skiver og kog det op med vand, sukker og vanilje, det skal koges ind til en slags grød. Sæt på køl.

Pisk fløden til flødeskum og vend dem afkølede rabarbergrød i, kom på bunden og pynt med friske bær og revet chokolade.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *